Mikkel Weng Nielsen

Kære kammerater,

Jeg hedder Mikkel Weng Nielsen, jeg er 24 år og bor i Vejleåparken.
Til dagligt arbejder jeg som respiratorisk hjælper.

Jeg har været afdelingsformand i DSU Ishøj-Vallensbæk siden 2019, og aktiv i partiet og DSU siden 1. maj 2016.

Jeg er rigtig stolt af at være DSU’s kandidat til byrådet i Ishøj. Vi har brug for nye, unge kandidater til at kæmpe for at løse de problemer, der især går ud over unge i Ishøj.

Det gælder især kriminaliteten og manglen på uddannelse og arbejde. Det er tre områder der hænger sammen, og betyder meget for mig personligt.

Jeg ved, hvor vigtigt det er, at vi skaber bedre forhold for de unge så tidligt som muligt, og som svært ordblind har jeg også selv mærket, hvad det vil sige, når folkeskolen svigter dem, der har brug for støtte. Derfor er flere af mine vigtigste mærkesager især rettet mod folkeskole og beskæftigelse.

Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg bl.a. kæmpe for:

  • Obligatorisk screening for ordblindhed og talblindhed.
  • En socialrådgiver tilknyttet skolerne.
  • Efteruddannelse i mobning og mistrivsel til folkeskolelærere.
  • Årlig jobdag på folkeskoler og ungdomsuddannelser.
  • Ret til individuel uddannelsesvejledning til alle.

Jeg håber meget at I vil give ungdommen en god placering på Socialdemokratiets liste, og jeg håber at vi får en rigtig god valgkamp.

Mikkel Weng Nielsen, formand for DSU Ishøj-Vallensbæk